Dit website skal på slankekur. Optimér web performance og reducér svartider!
Web performance er så småt ved at få opmærksomhed her i Danmark, men der er i den grad behov for større fokus end tilfældet er. Ser man på de statistikkerne man har, er tendensen klar. Nutidens websites er tungere og langsommere. Det er tid til en slankekur!
Set ud fra et forretningsmæssigt synspunkt, er der en stor gevinst at vinde ved at optimere performance. Web performance har enorm stor betydning for brugeroplevelsen på et website og især i forbindelse med e-handel, er brugerne meget kritiske hvad angår svartider. Går det for langsomt, smutter de! Det er derfor op til os front-end udviklere at tilfredsstille dem.
De mest effektive tiltag i forbindelse med web performance optimering (WPO), er forholdsvis simple og effekten er i den grad til at føle på. Hvorfor det ikke benyttes i højere grad end tilfældet er, skyldes ofte den manglende viden om teknikerne, websites' aktuelle performance niveau og hvad dårlig web performance har af negativ indflydelse på brugernes adfærd – og din forretning.
I min talk vil jeg ultra kort lægge ud med de forretningsmæssige gevinster man får ved at optimere web performance. Det vil bestå af konkrette eksempler hvor hjemmesider er blevet optimeret, med en effekt der kan aflæses direkte i besøgsstatistikkerne og på bundlinje.
Fokus vil være på de gyldne performance regler og teknikker, som består af front-end ninja tricks, der lige er til at lægge i sin værktøjskasse. Gennemgangen vil ligeledes introducere faldgrupper der kan opstå i forbindelse med web performance og jeg vil give eksempler på hvordan man undgår dem.
Såfremt det er tid tilovers! .. Vil jeg til slut, runde af med den mobile internet trafik, de begrænsninger det sætter og hvor udviklingen er på vej hen. En nylig undersøgelse viser at internet trafikken fra mobile enheder, vil overstige trafikken fra desktop enheder i 2015. Mobil web performance bør derfor tages alvorligt – i særdeleshed når vi snakker web performance!
Tobias Petersen, Digicure
It-konsulent ansat hos konsulentfirmaet Digicure, der til dagligt beskæftiger sig med web performance, it-sikkerhed og uddannelse. Jeg blev for 2 år siden introduceret for web performance optimering og har siden da, absolut ikke haft interesse for noget andet. I løbet af de år har jeg analyseret, testet og optimeret over hundrede forskellige hjemmesider og har set både god, men hovedsagligt – dårlig web performance!
Lille mand med store (og naturligvis gode) idéer og ambitioner. Front-end udvikler med en forkærlighed til .NET frameworket, krydret med lidt HTML5/JavaScript og toppet med en ISTQB certificering indenfor softwaretest.
Udover mit arbejde hos Digicure, blogger jeg aktivt om web trends og web performance optimering på min blog – Webperformance.nu. Her giver jeg konkrete eksempler på hvordan man optimere ens website og udpeger hvilke faktorer, man skal være opmærksomhed når man bl.a. driver forretning på internettet. Jeg giver ligeledes konkrete eksempler på hvordan man optimerer sit website, således at chefen har et stort smil på, næste gang han får de grønne tal serveret.

